top of page
Forfatters billedeJill & Mikkel Opleverne

Skovtårnet - Gisselfeld Kloster

Opdateret: 18. feb. 2023


Med største respekt for naturen, tordner dette smukke og meget høje tårn sig op over skovens trætoppe – smuk arkitektur og natur i en skøn forenelighed


Et smukt dansk varetegn

I efteråret 2020, besøgte vi det 45 meter høje Skovtårn, der ligger ved Gisselfeld Klosters skove nær Sjællands højeste punkt – en unik og smuk oplevelse. Den måde folkene bag Skovtårnet har formået at få tårnet integreret i naturen, er enestående – fra “bare” at være en stak jern, bidrager det på smukkeste vis til naturen.

Bevares!! de gyldne efterårsfarver gjorde ikke tårnet mindre smukt.


Vi havde en forestilling om, at det var en lille smule hyped og nok ville have svært ved at leve op til vores forventninger….. disse tanker, blev i den grad gjort til skamme. Sjældent har vi oplevet at bruge så lang tid på bare at sidde og kigge og for en stund glemme alt om tid og sted og bare nyde synet og harmonien i et så stort byggeri. Et byggeri der består af materiale som ikke hører hjemme i naturen, men som alligevel formår at blive integreret så det på smukkeste vis, bliver en del af en smuk naturoplevelse. Det gjorde det nok heller ikke mindre spektakulært, at efterårets gyldne farver matchede tårnet og var med til at gøre oplevelsen endnu mere speciel – men uanset årstid og skovens farver, så har folkene bag Skovtårnet lavet et mesterværk, hvor man slet ikke er i tvivl om, at hver eneste lille detalje er nøje udtænkt.


Tårnet er bygget i Gisselfeld Klosters skov og man skal igennem skoven for at komme op til tårnet, men heller ikke her er man på nogen måde gået på kompromis. Der er lavet en sti hele vejen op til skovtårnet og når man går her, så er man overhovedet ikke i tvivl om, at bevarelse af naturen har haft meget høj prioritet. Stien snor sig uden om træerne og et par steder har man formået, at inkludere de store smukke træet i selve stien – endnu en ting der er med til at gøre oplevelsen særdeles unik.

Turen gennem skoven, op i tårnet og tilbage igen, er ca 3km. så Skovtårnet er ikke kun en fryd for øjet, man får også en smule motion – win win !!

Der er også mulighed for at komme op i trætoppene og klatre og køre på svævebaner, den del sprang vi dog over og nøjedes med at nyde turen igennem skoven på gåben.


Det praktiske Pris: 3-6 år kr. 75 (højsæson juni - august kr. 100) 7+ kr. 150 (højsæson juni - august kr. 200) Åbningstider: november - marts åbent alle dage 10.00 - 15.00 april - oktober åbent alle dage 10.00 - 18.00



På naturens præmisser

Turen ind til tårnet går via en gangsti, der snor sig igennem skoven – træer er ikke blevet fældet for at give plads, men er derimod blevet en del af stien, hvor træer stikker op imellem plankerne på gangstien. Der er ingen tvivl om, at idemagerne bag dette værk, har vægtet at værne om naturen og at vi som turister sørger for “ikke at efterlade andet end vores fodspor”


Arkitekturen

Efter 12 runder i det store tårn, er du ca. 135 meter over havets overflade. I klart vejr, kan man vel nærmest se “så langt øjet rækker” i alt fald det meste af Sjælland. Det øverste ”lag” på tårnet er en stor 360° platform og rundt på rækværket, finder du små skilte med afstand til større byer rundt på kloden, samt pejlings mærker for de 4 verdenshjørner - under dig, har du…. 600 tons stål !!!

Den Danske Stålpris 2020 Tårnet vandt i 2020 den danske stålpris. Dommerkomiteen lagde vægt på et smukt bygningsværk og en unik naturoplevelse, hvilket vi kun kan være enige i. Den følelse af at gå gennem skoven på de dertil etablerede gangbroer, for at beskytte skoven og dens liv og efter lidt tid se den høje stål konstruktion formet som et enormt timeglas er et vildt syn der midt i skoven.


Glamping

Den luksuriøse form for campingliv, hvor der er kræset ekstra for de små detaljer, hvor man bor tæt på naturen, men stadig i luksusudgaven - den form for camping, har du mulighed for ved Camp Adventure og så ligger camp siten næsten lige op og ned af Skovtårnet. Vi har endnu ikke prøvet at overnatte der, men vi har smugkigget ind i hytterne og lysten til at prøve en overnatning, er ikke blevet mindre, tværtimod !!

Men mon ikke også billederne taler for sig selv...


Her kunne vi i alt fald godt bruge en overnatning med mulighed for at opleve Skovtårnet i solnedgang og solopgang !!

Én på opleveren

Ønsker dig en rigtig god tur til Skovtårnet

Skovtårnet - Oktober 2020









Seneste blogindlæg

Se alle

Comments


bottom of page